Vi var der fra d. 26. juli til d. 2. august og havde en skøn tur. Vi var heldige med vejret – kun én dag med regnvejr – samme dag også med lidt mere vind end ønskeligt – men ellers dage med lidt skyer, dage med fuld sol og passende vind. Vejret betyder selvfølgelig meget – søerne er store og hvis vinden kommer i søernes længderetning kan bølgerne blive nok så store – de ruller 😊 MEN de gamle inriggere Thisted og Storebælt er faktisk mægtig gode til at ride bølgerne af og ligger rigtig godt på vandet.
Her holder vi frokost på stranden ved Breviken. En herlig sandstrand hvor bådene nemt kan løftes op.
Vi overnattede forskellige steder: Dalsland Camping & Kanotcentral var vores udgangspunkt. Der ligger bådene jo. Pladsen er vældig hyggelig og ligger i læ i en lille bugt ud til søen Ärtingen, som vi roede på den første dag. Vores næste overnatning var vandrerhjemmet Alcatraz, som ligger i Gustavsfos lige ved slusen, der forbinder søerne Lelång og Västra Silen. Det var et herligt sted, hvor vi boede på nogle dejlige værelser, havde et nyindrettet køkken til vores rådighed, dejlige baderum og kunne sidde ude på en stor terrasse, nyde udsigten og stilheden, som kun blev brudt af nogle grønspætter i den nærliggende skov. Der ligger en lille restaurant som nabo og på vandrerhjemmet kan man også få dejlig mad torsdag, fredag, lørdag til absolut rimelige priser. Lidt længere oppe ad vejen ligger en lille ICA. Værtsparret er nogle unge hollændere, som var uhyre flinke og flexible.
Hanna nyder udsigten og aftenstilheden på terrassen og Alcatraz når man kommer fra Västra Silen.
I toppen af Västra Silen ligger byen Årjäng – en forholdsvis stor by (3.400 indbyggere :-) – kun 30 km fra den norske grænse og det norske flag blafrede da også fra flere af de smukke træhuse, som ligger langs søens bredder. Der ligger også en campingplads, som er kæmpestor. Vi formåede at ro forbi den, fordi vi slet ikke kunne se nogle telte – kun hytter i alle størrelser og former. Vi havde en lille en, som lå godt i forhold til eftermiddagssolen og badevandet var super fint.
Tilbage til Bengtfors roede vi langs Västra Silens østbred, som næsten er én lang klippekyst med nogle imponerende klipper på lange strækninger. Det foregik i omtrent vindstille vejr – og det var måske meget godt 😊
Vi overnattede igen på Alcatraz, genbrugte sengetøjet fra sidst og sparede en opredning som blev brugt til at spise for i vandrerhjemmets restaurant. Nogle fik en elgburger - det var desværre alt hvad vi så til elgene
Hvor meget roede vi så på den uge? For de flestes vedkommende blev det til 125 km. Vi havde organiseret det sådan, at alle kom på vandet hver dag, men da vi var 8 roere og der kun var plads til 6 i bådene, måtte vi hele tiden være 2 på land. Det passede med et frokostskift, hvor de 2 der gik på land sørgede for aftensmad og næste dags formiddag blev 2 på land og pakkede sammen.
Vi havde et enkelt uheld med et spændbånd på en af årene, men da der jo er reservedele i værktøjskasserne og der i det hele taget ikke mangler noget, kunne vi udskifte det, da vi gjorde bådene i stand til næste hold. Der er gode søkort, som det kan være smart at gennemgå inden man går i bådene, så man er opmærksom på store sten og undersøiske skær, som der er en del af.
Vi takker for en fin uge. Viborg Ro- og Kajakklub: Hanna, Jette, Vibeke L, Henning, Eskild, Gerd, Inga og Vibeke G.