Kursus i inriggerroning 2025
I foråret kan du lære at ro inrigger på Viborg Søerne. Introduktionsforløbet består af 6 moduler, hvor du lærer selve rotaget, at styre båden, lægge til ved broer, bevæge dig sikkert i båden og meget mere. Du vil blive undervist af erfarne roere og undervisningen foregår i både på vandet med undtagelse af 1. gang d. 23. april, hvor du lærer at ro i ergometer, får informationer om klubben, påklædning, sikkerhed, ture mm.
Vi begynder onsdag d. 23. april kl. 16,30 i Viborg Ro- og Kajakklub, Erik Menveds Vej 28.
Kurset vil blive afviklet sammenhængende hen over de næste uger. Tidspunkter for de følgende undervisningsgange vil blive aftalt mellem dig og de instruktører, du får tildelt.
Udfyld nedenstående tilmelding, hvorefter du modtager et program for d. 23. april og resten af forløbet.
Det er en forudsætning, at du kan svømme 300 meter uden pause og ikke lider af sygdomme, der kan udgøre en risiko, når du er i båden på vandet.
Når du er færdig med introduktionsforløbet og har bestået den afsluttende prøve, kan du begynde at ro sammen med klubbens roere og deltage i de mange andre aktiviteter, klubben tilbyder.
Det koster 1.900 kr om året at være medlem af Viborg Ro- og Kajakklub. Halvdelen af beløbet skal du betale efter et par kursusgange, når du ved, om roning er noget for dig. Resten af beløbet betales 1. juli og gælder resten af året.